Ticket to heaven

Som man kan læse fra tidligere blogindlæg, var vi september på besøg i Uganda, hos de andre volontør fra AIT. Der oplevede vi Maria, Kristina og Jonathans hverdag, og fik vores egen sat i perspektiv. Besøget motiverede os til at starte i koret, få et fast skema og sætte pris på et varmt bad. Nu var det så været vores tur til at vise dem vores hverdag i Bukoba. Siden i fredags har vi haft besøg af volontørerne fra Uganda Kristina, Maria og Linda. Det var dejligt at se Maria og Kristina igen, og møde Linda, som lige er kommet til Afrika.

Fredag aften havde vi inviteret Lone på aftensmad, og senere på aftenen hentede vi pigerne ved bussen. Vi havde glædet os rigtig meget til at vise pigerne Bukoba, så lørdag formiddag tog vi ned i byen og viste dem lidt rundt. Senere på dagen, var vi alle inviteret til fødselsdag hos de svenske piger Anna, Marlin og fødselaren Felicia. Det var et supriseparty med lækker mad og fødselsdagskage. Det var dejligt at sidde til bords med 12 unge fra Skandinavien, og selvom mange ikke kendte hinanden, så gør det ikke noget, når man ”er i samme båd”.

Søndag tog vi pigerne med i kirke, hvor de hørte koret og deltog i søndagsskolen. Kristina og Linda skal til at starte et projekt med engelskundervisning og lidt forkyndelse. De blev meget inspireret af Grace, der både har søndagsskolen og Good News Club.  Børneklubben bliver afholdt søndag eftermiddag under et stort træ ved kirken med omkring 20 børn fra området.

I søndags var temaet ”Ticket to Heaven”. Grace havde lavet 6 plancher, der stavede ordet ”Heaven” og på bagsiden var der billeder af fx De 10 bud, en kirke, dåb, kirkebøsse osv. Hun forklarede børnene at disse ting er meget gode, men de giver ikke en billet til himlen. Intet menneske kan holde De 10 bud eller være fejlfrie. Det sidste billede viste et stort kors og Jesu grav. Hun forklarede dem, at Jesus er den, der har givet os en ”Ticket to heaven”, og at de skal vi være taknemmelige for. Grace’s børneklub er et fantastisk koncept, der sætter Biblen og kristendommen ned i børnehøjde, og det er ikke en selvfølge i Afrika.

Sammen med pigerne besøgte vi også Anna Marie, og tog med hende til den internationale gudstjeneste. Om mandag viste vi dem skolen, hvor de fulgte med os til de timer, som vi underviser i. Skolen er meget anderledes end Christ The King, som de arbejder på, og det var fedt at kunne vise dem i velfungerende skole. Efter skole tog vi igen ned i byen, hvor tiden blev brugt på markedet, cafebesøg og den meget berømte bookshop (souvenirbutikken). Sidst på eftermiddagen tog vi dem med til kor, hvor der også var besøg af nogle svenskere. Vi nød en sidste aften sammen inden pigerne tog bussen mod Zanzibar tidligt tirsdag morgen.

På torsdag tager vi en dalla dalla (minibus med aaalt for mange mennesker) til Karagwe, hvor vi skal besøge Ida og Frederikke, der var her hos os for 3 uger siden. Vi skal se der, hvor Sofies bedsteforældre boede og arbejdede, da de var missionærer i Tanzania for 25 år siden. Vi glæder os meget til at være gæster et sted, og se noget andet end Bukoba.

Gæster og valgkaos

Forrige weekend midt i alt rapportskrivningen fik vi besøg af to volontører fra Danmark, der er på en secondary school i Karagwe. Vi havde aldrig mødt pigerne Frederikke og Ida, men når man befinder sig på den anden side af kloden, så betyder det ikke så meget, om man kender hinanden. Vi har været så heldige at have mange gæster i løbet af vores ophold, og der vil endda komme endnu flere. Det er dejligt at dele sine oplevelser med andre, grine og få nye venner. Hernede siger man også at ”en gæst er en velsignelse!”

Lørdag havde vi en dejlig dag, hvor vi fejrede Mette’s 30 års fødselsdag. Vi tog morgenmaden med hen til hendes lille hus, og hyggede hele dagen med souvenirshopping, god frokost og film om aftenen. Vi gjorde vores bedste for at gøre dagen god for Mette, og vi tror nok det lykkedes.

Uheldigvis faldt deres besøg sammen med valget hernede. Søndag d. 25 oktober skulle tanzanierne stemme om præsidentposten og deres lokale regeringsrepræsentant.. Hernede er valg lidt noget andet end en ”fejring af demokratiet”. Allerede weekenden inden havde vi oplevet tåregas i byen, og vi fik af vide, at vi skulle holde os væk fra Bukoba by. Vi tilbragte dagen i huset med film, god mad og hygge på ”terrassen”. (og lyden af kanonslag fra byen…)

Lidt om valget:

Tanzania er en ung republik, der blev oprettet i 1964. Til at starte med var der étpartisystem, men det blev ændret til flerpartisystem i løbet af den sidste del af 1900 tallet. Det førende parti har altid være CCM (Chama Cha Mapinduzi: Revolutionens parti) De har haft regeringen siden republikken blev oprettet, og de har derfor haft rigtig meget magt. Den første præsident Julius Nyerere er meget respekteret og elsket af alle. Han opfattes som landets stamfader. I dag findes der flere partier, men mange er meget små og har ingen indflydelse. Oppositionspartiet er Chadema (Swahili: Forandring), og det har vokset sig stort. Det er svært at sige, hvad partierne står for, da folk ofte bare nedgør modparten. Dog ved vi, at Julius Nyerere var meget inspireret af socialismen, men hvor meget betydning det har i dag, ved vi ikke.

Valget i år har været meget spændende, fordi Chadema har fået så meget opbakning, at de måske kunne vælte CCM. Det har skabt konflikter på begge side. CCM er stædigt, og vil ikke gå af, mens Chadema tror CCM benytter sig af valgsvind. Her i Bukoba vandt Chadema, og vi kan mærke, at mange er glade for det. Da resultatet kom ud nægtede CCM-kandidaten at skrive under på sit nederlag, hvilket selvfølgelig kostede meget opstand. Nationalt vandt CCM, og mange mener, at de er det bedste parti til at lede regeringen.  

Vi prøver at holde os ude af diskussioner, og vi forholder os neutrale. Dog synes vi det er spændende at møde en stat, der fungerer helt anderledes end Danmark. Vi er interesserede, men passer på!

Frederikke og Ida tog hjem tirsdag, efter at have fyldt taskerne med souvenirs og maverne med god mad. Allerede om aftenen dukkede Josephat Mushemba op. Han og hans kone Lea er stifterne af Mushemba Foundation, og de bor i Danmark i Tønder. Josephat tager et par gange om året til Tanzania for at tilse organisationen, og vi var heldige at møde ham. Han tager hjem i dag (Fredag), og vi glæder os allerede til at møde ham og hans familie i Danmark. Han har fortalt os meget om organisationen, ham selv og snakket med os om de udfordringer vi har haft hernede.

I går ankom Lone fra Afrika In Touch, der skal tilse HIV/AIDS projektet hernede. Det er et projekt mellem AIT, MF og DANIDA. Forhåbentlig kan vi komme med på en kigger, og snuse lidt til det arbejde. I aften får vi besøg af volontørerne fra Uganda (Maria, Kristina og Linda), som skal være her indtil tirsdag i næste uge. Vi glæder os helt vildt til at vise dem ”vores” hverdag, og høre om deres oplevelser.

Et glimt af en (helt) anden verden

I de sidste to uger har programmet været familiebesøg og rapportskrivning. Vi har i alt været ude og besøge 60 familier, hvor et eller to af børnenes skolegang er sponsoreret af danskere. To gange om året skal disse sponsorer have en opdatering fra Mushemba Foundation omkring deres sponsorbørn. Det er så vores (lidt omfangsrige) arbejde.

Besøgene har været helt vildt spændende, lærerige, rystende, glædelige og fyldt med taknemmelige forældre. Vi var ca. 20 min ved hver familie, og skulle samle op på det sidste halve år af deres liv. Vi dokumenterede alder, skolegang, arbejde, bolig, dødsfald, nytilkomne familiemedlemmer, økonomisk situation osv. Mange af børnene bor faktisk slet ikke med deres forældre, men hos bedstemødre eller andre slægtninge. Generelt var besøgene faktisk positive. Selvom de bor i utætte huse og ikke har penge til næste dag, så er de smilende og imødekommende. De takker Gud for det de har, og for at børnene går på MTS. Deres største ønske er en bedre fremtid for deres børn, hvilket jo heldigvis er muligt med Mushemba Trinity School.

Nogle familier er så heldige at have det gode lys (den til venstre), mens nogle må nøjes med det lokale lys, som er en olie lampe lavet af en gammel dåse (den til højre)

Vi spurgte Lena, hvordan disse familier kan holde det ud. Hvordan de kan være i deres egen krop og bære sig ad med at leve fra dag til dag. Lena tænkte i lang tid og svarede, at de slapper af i det, og at Gud hjælper dem gennem det. Det er det eneste de kender til, og det er deres liv. Også selvom det til tider er et sølle liv.

Vi vil give jer et eksempel på en familie og en pige, der lever under svære vilkår, men stadig klarer sig, og har masser af håb.

Dette er Elivia. Hun er 8 år gammel og går i Nursery 2, hvilket svarer til førskole/0. klasse.  Hun bor sammen med sine to søskende og sin mor. Hendes far er ikke til stede i hendes liv. Familien har ikke særlig mange penge og det hus, de bor i, har kun et værelse og et faldefærdigt køkken. Elivia er den eneste i familien som går i skole, da hendes storebror ikke har lyst, fordi han har gået sin klasse om så mange gange.  Elivia har været sponserbarn i et års tid, og hun elsker skole. Da hun kom til MTS kunne hun ikke engelsk eller matematik, men hun bliver bedre for hver dag der går. Hun har stadig problemer med skolen, men Elivia arbejder hårdt, og man kan mærke, at hun virkelig brænder for det. Uden Mushemba Foundation ville Elivia ikke kunne gå i skole og blive en rollemodel for hendes storebror eller have en fornuftigt fremtid foran sig. Elivia er et af de mange gode eksempler på, at det er muligt at forandre et barns fremtid, og at det hele faktisk kan ende godt.

Elivia's mor og lillebror

Deres køkken 

Bispehurlumhej med mere

Travlhed var før lidt af en mangelvare, men nu kommer det efterhånden til os.

Sidste uge var præget af besøg på skoler, børnehjem og et besøg hos en mor med et handicappet barn. Den lille familie bliver støttet af Mushemba Foundation, og besøget gjorde stort indtryk på os alle.

Mirjam tog hjem i går morges (mandag), og nu skal vi lære at være to igen. Sammen med Mirjam er vi blevet rigtig gode venner med Anitha, som er 21 år, og barn af en præst i Bukoba (Hende har vi nævnt før). Hun har lige afsluttet High School, og vi har derfor rigtig meget tilfælles med hende. Det er sjovt og spændende at snakke med en ung fra Tanzania, som også kender til Ed Sheran, Harry Potter og venindefnidder. Lørdag aften inviterede vi hende på dansk middag med kartofler i ovnen, bøf og sovs. Det var en god ”afslutningsmiddag” for Mirjam, og vi fik snakket godt igennem med Anitha. (Vi viste hende bl.a. Lille Nørd..)

Siden vi kom til Tanzania har vi hørt meget om den kommende bispeindsættelse. Begivenheden blev fyret af søndag, hvor der var en kæmpe gudstjeneste og efterfølgende festligheder. Dagene inden havde vi spottet biler fyldt med hvide, gamle missionere fra Tyskland, Sverige, Danmark og USA. (Vi troede aldrig vi skulle se så mange hvide i Afrika) Gudstjenesten varede 5 timer, og var fyldt med salmesang, lange taler/prædikener, mærkelige ritualer, korsang og jublen.

Kirken var virkelig smukt pyntet op 

Alle biskopperne fra Tanzania var til stede, plus 3 udlandske biskobber. 

Den svenske biskop prædikede på engelsk, hvilket var meget belejligt for alle de udenlandske gæster. Den gamle biskop Buberwa holdte sin afskedstale, og den nye holdte en tale, hvor han fremhævede begrebet ”Unity”, ”Omoja”(Swahili), ”Einheit”, ”Enhed”. Han talte om, hvor vigtigt det er at samarbejde på tværs af organisationer, politik og religioner. Det er meget interessant og aktuelt i Tanzania, hvor der er en meget broget befolkning rent kulturelt, religiøst og klassemæssigt. Det kunne vi måske lære noget af i Danmark. ;-) Sofie sang med i koret som den eneste hvide, hvilket var en fest, fordi menigheden ikke holdte sig tilbage med hujen, tilråb og klappen.

Selve ritualet var meget gammeldags, og de andre biskopper skulle hele tiden bede, recitere fra Biblen og røre ved den nye biskop. Til sidst efter lang tids rumsteren kunne manden endelig kalde sig biskop.

 

Mandag aften var vi inviteret til en ”lille” sammenkomst hos den aftrædende biskop Buberwa. Det viste sig at være en afskeds –og indvielsesfest, hvor hele Buberwa-familien kom samt naboer og venner. Den blev hold i deres flotte nybyggede hus, som skulle indvies med sang og bønner. Det var dejligt at være til en fest, hvor familien ikke lagde skjul på deres kærlighed til hinanden. Både børnene, der sang en flerstemmig hjemmelavet sang, men også biskop Buberwa selv, der hyldede sin kone. Han sagde, at normalt ville manden tage æren for opførelsen af huset og arrangement af festen, men han ville gøre det klart, at hans kone Grace var den, der skulle takkes for arbejdet. Vi klappede i vores små danske hænder over denne udtalelse.

Fra venstre har vi biskob Mushemba, biskob Buberwa, Grace Buberwa, og en pastor fra Bukoba kirke

Woky og hendes bror, begge børn af biskob Buberwa

Vores gode ven Judith, som har boet i Sverige og Danmark oversatte både gudstjenesten og talerne til festen for os. Hun er en festlig kvinde, der ikke er bange for at synge, danse og give en god krammer. Festen endte med at vi fik et lidt hjem i en bil med den nye biskop tæt presset op ad hans kone på bagsædet af generalsekretæren for ELCT Kagera’s bil. Det var nu en smule surrealistisk for os begge, og vi blev enige om, at der er små fordele ved at være hvide i Afrika-land.

Judith og Emma

I dag, i går og i  morgen besøger vi familierne til de børn, der bliver sponsoreret af danskere. Det er utrolig spændende og oplevelsesrigt, men I skal nok høre mere om det senere!