Vi vil lige bruge et indlæg på at fortælle om skolen. Her efter to arbejdsuger har vi efterhånden fundet ud af en masse ting og lært lærere og elever at kende. Selvfølgelig er der også nogle ting, vi ikke helt har styr på endnu, men vi håber på at alt med tiden vil falde på plads.
Skolen er startet af Mushemba Foundation, og hedder derfor Mushemba Trinity School. Navnet Mushemba stammer fra en gammel biskop, der har lavet meget godgørende arbejde. Hans søn Josephat har sammen med sin danske kone Lea startet organisationen for nogle år siden. I 2012 åbnede de skolen. Her i Tanzania starter man ikke en skole med elever i alle klasser, men derimod med én klasse, som følges op af flere de efterfølgende år. Skolen er en primary school og har lige nu fra Nursery 1 til Primary 3, altså 5 klassetrin.
Skolen består af to bygninger med klasselokaler, et toilethus og en kostskolebygning, som ikke er i brug endnu, og den ene ende bruges lige nu til Nursery 1 (Børnehaveklasse). Skolen håber på at kunne åbne en bording-sektion inden for kort tid, men meget skal lige falde på plads. I øjeblikket er der ved at blive bygget en kantine med køkken. Bygningen skulle snart være færdig, men der mangler stadig en del både praktisk og økonomisk.
 |
| I sidste uge havde eleverne eksamen |
Skolen er utrolig velfungerende, hvilket i høj grad skyldes støtten fra Danmark. Lærere og elever er dog stadig det, der får hjulet til at køre rundt. Lærerne er meget veluddannede og har et højt fagligt niveau. De er gode ved eleverne, men der er stadig meget forskel på dansk pædagogik og afrikansk disciplin. Der er i alt otte lærere, som er fuldtidsansat. Heriblandt headteacher Johnson, som har rektorrollen. Derudover er der en flok køkkendamer, watchman-Philbert (m. Familie), vikaren Anika og os.
 |
| Dette kan være et af de måltider eleverne får til frokost, ris med spinat (normalt er det bønner) |
Hver dag starter med en procsesion, hvor eleverne står i en firkant med højre hånd på sidemandens skulder. En prefect (højtstående elev) leder ritualet med nogle fagter og starter fadervor samt nationalsangen. Derefter marchere eleverne ind i klasserne. Det hele er meget højtideligt, og hvis en elev kommer for sent, så nejes der pænt for lærerne. Hele herligheden gentages igen inden børnene får fri.
Skolen gør stor brug af hilsner og autoritetsforhold. Hver gang en lærer/volontør/gæst træder ind i en klasse, så rejser de sig og siger i kor eks. ”Goodmorning teacher”. Hvortil man svarer: ”Goodmorning pupils. How are you?” Deres svar: ”We are fine, thank you madam”. Derudover er det god skik at neje når man får mad, og at bære lærernes tasker/tallerkner/bøger.
Disse episoder virker ikke ydmygende som nogle måske vil tænke, men derimod som noget naturligt for dem. Vi to danskere viser demonstrativt, at vi godt selv kan bære vores ting, men vi prøver at følge deres normer, så godt vi kan (og vil). Skolen er derfor ikke en kopi af en europæisk skole, som er styret af dansker, men derimod en afrikansk skole med meget afrikanske traditioner og normer. Det ses også ved sange, lege og børnenes væremåde.
Hovedsagligt er vores job at være ”alt-mulig-mennesker”. Altså både binde bøger ind, rette opgaver og eksamener, ekstraundervisning, vikariere, lege med børnene i forskellige timer, spidse blyanter, lave plancher eller andre kreative ting. Vi hjælper ofte Agnes i Nursery 1 (børnehaveklasse), hvor der leges med LEGO og andet legetøj.
Det er svært at finde sin plads, når den er så uspecificeret. Al ting går langsomt i Afrika, og vores arbejde begynder meget langsomt og med lidt effektivitet, synes vi. Det gjorde dog stort indtryk på Emma, da en af lærerne fortalte, at hvis vi ikke var her, så ville elevernes notesbøger aldrig blive bundet ind, fordi lærerne ikke selv har tid. For os virker det måske utrolig tåbeligt at binde nogle notesbøger ind, som alligevel er fuldt ud med opgaver om et par måneder, men for dem giver det mening og er til større hjælp, end vi går og tror. Og det er jo egentlig sådan det helst skal være. Vi skal bare vende os til, at vores lille hjælpende hånd, er en stor hjælpende hånd for dem.
Vi har også i baghovedet, at vi skal rundt og fortælle om skolen, når vi kommer hjem. Vores job er derfor at observere og lukke vores sanser op, så vi kan formidle den tanzaniske kultur. Vi håber på at starte en projektgruppe, der fonder penge og materialer til skolen, så eks. bording-sektionen kommer op at stå, og så børnene har gode blyanter i hånden (Lige nu er de gennemsnitligt 4 cm lange og knækket hele vejen igennem).
Tutaunana!
Emma og Sofie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar