Bispehurlumhej med mere

Travlhed var før lidt af en mangelvare, men nu kommer det efterhånden til os.

Sidste uge var præget af besøg på skoler, børnehjem og et besøg hos en mor med et handicappet barn. Den lille familie bliver støttet af Mushemba Foundation, og besøget gjorde stort indtryk på os alle.

Mirjam tog hjem i går morges (mandag), og nu skal vi lære at være to igen. Sammen med Mirjam er vi blevet rigtig gode venner med Anitha, som er 21 år, og barn af en præst i Bukoba (Hende har vi nævnt før). Hun har lige afsluttet High School, og vi har derfor rigtig meget tilfælles med hende. Det er sjovt og spændende at snakke med en ung fra Tanzania, som også kender til Ed Sheran, Harry Potter og venindefnidder. Lørdag aften inviterede vi hende på dansk middag med kartofler i ovnen, bøf og sovs. Det var en god ”afslutningsmiddag” for Mirjam, og vi fik snakket godt igennem med Anitha. (Vi viste hende bl.a. Lille Nørd..)

Siden vi kom til Tanzania har vi hørt meget om den kommende bispeindsættelse. Begivenheden blev fyret af søndag, hvor der var en kæmpe gudstjeneste og efterfølgende festligheder. Dagene inden havde vi spottet biler fyldt med hvide, gamle missionere fra Tyskland, Sverige, Danmark og USA. (Vi troede aldrig vi skulle se så mange hvide i Afrika) Gudstjenesten varede 5 timer, og var fyldt med salmesang, lange taler/prædikener, mærkelige ritualer, korsang og jublen.

Kirken var virkelig smukt pyntet op 

Alle biskopperne fra Tanzania var til stede, plus 3 udlandske biskobber. 

Den svenske biskop prædikede på engelsk, hvilket var meget belejligt for alle de udenlandske gæster. Den gamle biskop Buberwa holdte sin afskedstale, og den nye holdte en tale, hvor han fremhævede begrebet ”Unity”, ”Omoja”(Swahili), ”Einheit”, ”Enhed”. Han talte om, hvor vigtigt det er at samarbejde på tværs af organisationer, politik og religioner. Det er meget interessant og aktuelt i Tanzania, hvor der er en meget broget befolkning rent kulturelt, religiøst og klassemæssigt. Det kunne vi måske lære noget af i Danmark. ;-) Sofie sang med i koret som den eneste hvide, hvilket var en fest, fordi menigheden ikke holdte sig tilbage med hujen, tilråb og klappen.

Selve ritualet var meget gammeldags, og de andre biskopper skulle hele tiden bede, recitere fra Biblen og røre ved den nye biskop. Til sidst efter lang tids rumsteren kunne manden endelig kalde sig biskop.

 

Mandag aften var vi inviteret til en ”lille” sammenkomst hos den aftrædende biskop Buberwa. Det viste sig at være en afskeds –og indvielsesfest, hvor hele Buberwa-familien kom samt naboer og venner. Den blev hold i deres flotte nybyggede hus, som skulle indvies med sang og bønner. Det var dejligt at være til en fest, hvor familien ikke lagde skjul på deres kærlighed til hinanden. Både børnene, der sang en flerstemmig hjemmelavet sang, men også biskop Buberwa selv, der hyldede sin kone. Han sagde, at normalt ville manden tage æren for opførelsen af huset og arrangement af festen, men han ville gøre det klart, at hans kone Grace var den, der skulle takkes for arbejdet. Vi klappede i vores små danske hænder over denne udtalelse.

Fra venstre har vi biskob Mushemba, biskob Buberwa, Grace Buberwa, og en pastor fra Bukoba kirke

Woky og hendes bror, begge børn af biskob Buberwa

Vores gode ven Judith, som har boet i Sverige og Danmark oversatte både gudstjenesten og talerne til festen for os. Hun er en festlig kvinde, der ikke er bange for at synge, danse og give en god krammer. Festen endte med at vi fik et lidt hjem i en bil med den nye biskop tæt presset op ad hans kone på bagsædet af generalsekretæren for ELCT Kagera’s bil. Det var nu en smule surrealistisk for os begge, og vi blev enige om, at der er små fordele ved at være hvide i Afrika-land.

Judith og Emma

I dag, i går og i  morgen besøger vi familierne til de børn, der bliver sponsoreret af danskere. Det er utrolig spændende og oplevelsesrigt, men I skal nok høre mere om det senere!

Toto - Børn

Vores primære opgave hernede omhandler jo børn. På skolen møder vi glade og frimodige børn, der går i skole. Nogle af dem kommer fra meget fattige hjem, mens andre tilhører ”middelklassen”. Derfor er det spændende at møde andre børn og unge, som har det helt anderledes end MTS-børnene. (MTS=Mushemba Trinity School)

Mandag i sidste uge besøgte Miriam og Sofie sammen med Anitha (Emma var syg) Kagemu secondary school. Skolen ligger i nærheden af kontoret, og er en government school. Vi troede derfor at vi skulle ud til en skole, som var meget fattig, men derimod var skolen utrolig velfungerende og havde gode faciliteter. Skolen har ca. 800 elever på 4 årgange. Der er ca. 5 spor pr. årgang  med ca. 35 unge. Vi blev vist rundt af en meget humoristisk lærer, der jokede med os og klasserne. Eleverne tog godt imod os med smil, grin og desuden dansede de breakdance, rappede og sang for os. De var spændende at møde nogle unge mennesker i stedet for de små børn på MTS. De var frimodige, generte, teenageagtige og forhåbningsfulde. Vi interviewede en dreng og en pige, som begge drømte om at blive læge. Den ene ville gerne være praktiserende, mens den anden ville forske. De havde så meget håb, og tro på at det ville ske.

Problemet hernede er bare, at det er regeringen, som bestemmer, hvad den enkelte unge skal uddannes til. De kan priotere uddannelser, men i sidste ende bestemmer de ikke selv. Det virker meget uretfærdigt. Lige inden vi tog af sted oplevede vi en lærer smække en hel klasse i måsen, når de trådte ud af klassen. Eleverne hvinede højt, og det så ud til at gøre naller. Vores guide sagde til os: ”Don’t cry! It is normal, and they are allowed to do it.” Det skøre ved situationen var, at vi jo på forhånd godt viste, at de slår børnene, men det vi blev mest forargede over var vores sjove guide-lærers holdning til det.

Tirsdag, dagen efter, besøgte vi Ntoma børnehjem og husholdningsskole. Børnehjemmet var en meget følelsesladet oplevelse. Hjemmet er for helt små babyer i alderen 0 til 2 år. Selve institutionen er meget god og kvinderne tager sig godt af børnene, men der er noget helt forkert over en lille baby UDEN en mor. Alle børnene er forældreløse, og nogle af dem er fundet i buske rundt omkring i Bukoba og omegn. Andre har mentalt handicappede forældre, eller ”bare” en mor, der døde ved fødslen. Børnene har det fysisk godt, men når man ved, hvordan små børn bør opføre sig i forhold til at søge kontakt, lege, græde, grine osv, så kan man tydeligt se, hvilken skade forældreløshed gør.

Der var masser af vasketøj

F.eks. mødte jeg (Sofie) en lille dreng, der var meget bange for mig til at starte med. Efter et stykke tid søgte han min opmærksomhed og klamrende sig til mig, som om han aldrig ville give slip. Jeg havde det utrolig svært ved dette, da jeg jo var helt fremmed for ham, og ikke burde være ”den trygge”. Faresignalerne klingrede i mit hoved, og besøget slugte en god rum energi. 

Den lille dreng -  billedet illustrer meget godt, hvor klamrende han var. Hvad tænker I? Bedøm selv...

På den lyse side, så er det jo fantastisk at ELCT har startet børnehjemmet, og at der er mulighed for at tage sig af forældreløse. Nogle børn bliver adopteret væk, og andre kommer tilbage til noget andet familie. MEN, mon ikke det kan mærkes på et barn, at det har tilbragt de første to af år sit liv på et børnehjem, uden en mor?

Efter baby-besøget smuttede vi hen på en slags erhvervskskole, der uddanner skræddere, tjenere, shopkeepers, landmænd mm. Skolen er startet med meget støtte fra Danmark. Anna Marie har bl.a. været en stor del af den. Vi deltog i undervisningen og fik en kort rundvisning. Vi prøvede at være elever i faget ”Life Skills” om ”self-identification”. Meget spændende! De unge er utrolig seje, selvom de ikke er de stærkeste til engelsk. Men man forstår vigtigheden af at uddanne dygtige landmænd og butiksejere.

Miriam, manden som viste rundt og Anitha

Det var lidt om toto og unge i Tanzania. Vi kommer nok til at fortælle meget mere om dem, men disse besøg viser virkelig mange sider af børn og unges liv langt væk fra folkeskole, plejefamilier, frit uddannelsesvalg, børnepsykologer og gode ungdomsuddannelser.

Lidt om hverdag, udfordringer og håb

Her tilbage i Tanzania skal vi i gang med hverdagen igen. Vi er begyndt at have et fast skema, hvor vi underviser, laver ekstra hjælp og andre praktiske opgaver. Vi underviser begge et par gange om ugen.

Emma underviser i matematik og science, og Sofie tager engelsktimerne og en del Vocational skills – tit sammen med Emma (håndarbejde, sang, musik mm.) Det er udfordrende og spændende at undervise. Der skal forberedes en del, og man bliver hængt op på sin egen faglige kunnen, men det er dejligt at have noget reelt at give sig til. Det er også vigtigt at vi viser lærerne en anden form for undervisning, der er mere varieret, sjov og pædagogisk.

Nogle timer om ugen bruger vi på at give ekstra undervisning til de svageste elever i matematik og engelsk. Vi vælger de elever, som får laveste karakterer, og som lærerne udpeger. Vi er overrasket over, hvor svage nogle af elever er. Selvom skolen som helhed klarer sig utrolig godt eksamensmæssigt, så findes der en håndfuld børn, der fuldstædigt har mistet tråden. Nogle kan ikke alfabetet, tallene, plus/minus, stave osv. Ved mange skal man begyndte helt fra start, og gøre det til en leg at lære. Det virker til tider håbløst, men vi bliver stædigt ved, så eleverne en dag kan være på niveau med resten af deres klasse.

Selvom nogle børn synes at være fuldstændigt tabt, så er der håb. Det oplevede vi i al fald da Sofie og Mirjam sammen med tanzanianeren Anitha besøgte Tomanini bør´´´´´´æderes klasse.fuldstændigt tabt, så er der håb. Det oplevede vi i al fald da Sofie og Mirjam besæderes klasse.Tomaini gadebørnehjemmet. Børnehjemmet er en del af ELCT (Evangelican Lutheran Church of Tanzania), og er startet af en svensk kvinde. Derfor kommer meget økonomisk støtte fra Sverige. Hjemmet køres af Sister Adventina, som har være der siden dag 1. Vi blev modtaget med sang og dans af børnene på hjemmet. (omkring 60 børn) Vi blev selv budt op til dans, og børnenes frimodighed smittede af på os. Efter sangene fortalte nogle af børnene deres historier. Et par ældre drenge fortalte, hvordan de på hver deres måde var endt på gaden, levet der, fundet Tomaini, boet på hjemme og til sidst afsluttet secondary school. Et par af drengene skal til af begynde på læreruddannelser rundt om i Tanzania. En af dem sagde: ”Good knows where we come from and where we are heading.” Han var startet som et nul, og skal nu på college. Alle drengene havde energi og lyst til selv at gøre en forskel for andre gadebørn. Derfor er de stadig en del af Tomaini, og hjælper til der.

En af de seje drenge, der først var gadedreng, men nu skal på college. Hans spørgsmål til os var "What is the biggest problem facing Denmark right now?" 

Drengen i den grønne trøje er lige kommet til Tomaini. Han var fantastisk til at spille tromme.

Sofie sammen med Sister Adventina og Anitha

Uheldigvis har Emma siden sidste onsdag været syg med feber og ondt i maven. Efter et par dage besluttede Sofie og Miriam, at hun skulle på hospitalet, for at blive undersøgt for Malaria. Så Emma og Miriam tog på det private Hospital i Bukoba, hvor de blev mødt med en bygning, der ikke lignede et hospital, men nærmere noget der lignede et hotel. Emma blev tjekket for både Malaria og urinvejsinfektion, hvor det viste sig, at hun havde urinvejsinfektion. Derfor har Emma den sidste uge lagt i sengen og taget medicin i håb om hurtigt at blive rask igen.