Bispehurlumhej med mere

Travlhed var før lidt af en mangelvare, men nu kommer det efterhånden til os.

Sidste uge var præget af besøg på skoler, børnehjem og et besøg hos en mor med et handicappet barn. Den lille familie bliver støttet af Mushemba Foundation, og besøget gjorde stort indtryk på os alle.

Mirjam tog hjem i går morges (mandag), og nu skal vi lære at være to igen. Sammen med Mirjam er vi blevet rigtig gode venner med Anitha, som er 21 år, og barn af en præst i Bukoba (Hende har vi nævnt før). Hun har lige afsluttet High School, og vi har derfor rigtig meget tilfælles med hende. Det er sjovt og spændende at snakke med en ung fra Tanzania, som også kender til Ed Sheran, Harry Potter og venindefnidder. Lørdag aften inviterede vi hende på dansk middag med kartofler i ovnen, bøf og sovs. Det var en god ”afslutningsmiddag” for Mirjam, og vi fik snakket godt igennem med Anitha. (Vi viste hende bl.a. Lille Nørd..)

Siden vi kom til Tanzania har vi hørt meget om den kommende bispeindsættelse. Begivenheden blev fyret af søndag, hvor der var en kæmpe gudstjeneste og efterfølgende festligheder. Dagene inden havde vi spottet biler fyldt med hvide, gamle missionere fra Tyskland, Sverige, Danmark og USA. (Vi troede aldrig vi skulle se så mange hvide i Afrika) Gudstjenesten varede 5 timer, og var fyldt med salmesang, lange taler/prædikener, mærkelige ritualer, korsang og jublen.

Kirken var virkelig smukt pyntet op 

Alle biskopperne fra Tanzania var til stede, plus 3 udlandske biskobber. 

Den svenske biskop prædikede på engelsk, hvilket var meget belejligt for alle de udenlandske gæster. Den gamle biskop Buberwa holdte sin afskedstale, og den nye holdte en tale, hvor han fremhævede begrebet ”Unity”, ”Omoja”(Swahili), ”Einheit”, ”Enhed”. Han talte om, hvor vigtigt det er at samarbejde på tværs af organisationer, politik og religioner. Det er meget interessant og aktuelt i Tanzania, hvor der er en meget broget befolkning rent kulturelt, religiøst og klassemæssigt. Det kunne vi måske lære noget af i Danmark. ;-) Sofie sang med i koret som den eneste hvide, hvilket var en fest, fordi menigheden ikke holdte sig tilbage med hujen, tilråb og klappen.

Selve ritualet var meget gammeldags, og de andre biskopper skulle hele tiden bede, recitere fra Biblen og røre ved den nye biskop. Til sidst efter lang tids rumsteren kunne manden endelig kalde sig biskop.

 

Mandag aften var vi inviteret til en ”lille” sammenkomst hos den aftrædende biskop Buberwa. Det viste sig at være en afskeds –og indvielsesfest, hvor hele Buberwa-familien kom samt naboer og venner. Den blev hold i deres flotte nybyggede hus, som skulle indvies med sang og bønner. Det var dejligt at være til en fest, hvor familien ikke lagde skjul på deres kærlighed til hinanden. Både børnene, der sang en flerstemmig hjemmelavet sang, men også biskop Buberwa selv, der hyldede sin kone. Han sagde, at normalt ville manden tage æren for opførelsen af huset og arrangement af festen, men han ville gøre det klart, at hans kone Grace var den, der skulle takkes for arbejdet. Vi klappede i vores små danske hænder over denne udtalelse.

Fra venstre har vi biskob Mushemba, biskob Buberwa, Grace Buberwa, og en pastor fra Bukoba kirke

Woky og hendes bror, begge børn af biskob Buberwa

Vores gode ven Judith, som har boet i Sverige og Danmark oversatte både gudstjenesten og talerne til festen for os. Hun er en festlig kvinde, der ikke er bange for at synge, danse og give en god krammer. Festen endte med at vi fik et lidt hjem i en bil med den nye biskop tæt presset op ad hans kone på bagsædet af generalsekretæren for ELCT Kagera’s bil. Det var nu en smule surrealistisk for os begge, og vi blev enige om, at der er små fordele ved at være hvide i Afrika-land.

Judith og Emma

I dag, i går og i  morgen besøger vi familierne til de børn, der bliver sponsoreret af danskere. Det er utrolig spændende og oplevelsesrigt, men I skal nok høre mere om det senere!