Krydser grænsen

Så er vi tilbage efter ferien og turen til Uganda. Det er snart en uge siden vi er kommet hjem, men vi er stadig helt høje på alle de fede oplevelser, vi har fået sammen med volontørerne fra Kamuzinda farmen. 

For at komme til Kamuzinda tog vi en french bus (hvilket er en normal stor bus) fra Bukoba til Masaka, som er en stor by nær ved farmen. Undervejs krydsede vi grænsen, og fik tilføjet et par ekstra stempler i passet. Grænseområdet er meget stort og kaotisk fyldt med mennesker, busser, biler, pikipikier og grænsekontrollører.

På farmen blev vi introduceret til Maria, Jonathan og Kristinas hverdag. Derudover var Afrika In Touch’s global fortæller Mirjam på farmen, men hun tog til Bukoba dagen efter. Nu bor hun hos os indtil d. 19 oktober.

Hverdagen der er meget anderledes end vores her på Mushemba kontoret. De bor mere primitivt, men har deres egen lejlighed. Deres primære arbejde er på skolen Christ The King, som er meget fattig og uden særlig meget støtte udefra. Derudover er de en del af livet på farmen. Jonathan hjælper Ponsiano i marken, og volontørerne kommer helt tæt ind på familien på Kamuzinda farm. Mens vi var der overværede vi slagtningen af en gris, og lærte hvordan en ugandisk farm fungerer.

Allerede første dag besøgte vi en primary school. Skolen ”Abandant Life Learning Centre” er et gammelt Afrika In Touch projekt, der har haft mange volontører gennem tiden. De har fået meget støtte og har udviklet sig meget. Skolen er dog stadig mere primitiv end Mushemba Trinity School. Elever og lærere tog godt imod os. Det var meget inspirerende og motiverende at se en skole, der har udviklet sig så meget. Det viser, at udviklingsarbejdet virkelig gør en forskel.

Vi var inde og se Masaka by, som er meget anderledes end Bukoba. Den er større, og mere international. I Bukoba er der mange afrikanske stoffer og materialer, men i Masaka indeholder butikkerne mest fodboldtrøjer, festkjoler og normalt tøj. Desuden findes der rigtige supermarkeder (Dog uden kølerdiske). Selvom Uganda og Tanzania er nabolande, så er forskellen meget tydelig. Eks. propper man taxierne til renden. Vi endte med at sidde/ligge 9 personer i en taxi incl. en baby.

I weekenden tog vi alle på safari i Queen Elisabeth National Park. Turen var helt fantastisk og meget lærerig. Vi slappede af i det smukke landskab mens vi kiggede efter dyr, og vi så en masse elefanter, aber, antiloper, bøfler og løver. Desuden var vi på en bådtur, hvor vi så søheste og krokodiller. Alt var meget fredfyldt, og vi nød at være en folk danskere sammen. Safarien viste også en anden side af Afrika. Først og fremmest den smukke natur, men også turistkulturen, som virkelig blomstrer. Der var meget langt fra safaribåden ”Hippo” fyldt med belgiske pensionister til det lille klasselokale uden stole og borde på Christ The King.

Mandag tog vi med volontørerne i skole. Her oplevede vi en skole, der virkelig kæmper for overlevelse og uddannelse. Det er en privatskole, men forældrene betale sjældent, hvilket betyder at lærerne sjældent får løn. Derfor er lærerne ikke uddannet, og deres engelsk er begrænset. Eks. er en 17 årlig pige børnehaveklasselærer for 30 børn. Selve skolebygningen er meget dårlig. Uden vinduer, dører (også til toiletterne), borde og bænke osv. Kun halvdelen af eleverne har råd til skoleuniform og meget få har sko på. Det var en mærkelig følelse at være på en skole, der virkelig har brug for hjælp, når vi til daglig er på Trinity skolen, der er så velfungerende. Det sætter gang i tankerne.

Nu er vi tilbage på Mushemba Trinity School, hvor vi er begyndt at undervise og lave ekstra hjælp til de svageste elever.